Støjkompensation
Hvordan måles støjen?
Vi beregner støjen bagudrettet. Det vil sige, at en uafhængig rådgiver (COWI) beregner støjen fra anlægsarbejdet ud fra data, om hvilke specifikke anlægsaktiviteter, der er blevet udført.
Her bliver der taget højde for hvilke maskiner, der anvendes, hvad de udfører, samt hvor og hvornår aktiviteterne har fundet sted.
Sådan får du din kompensation
Hvis du og din husstand har ret til støjkompensation, modtager du digital post eller et fysisk brev, hvis du er undtaget for digital post. I brevet beskriver vi, hvorfor du har ret til kompensation, og det indeholder et tilbud om kompensation, som du aktivt skal acceptere. Hvordan du accepterer tilbuddet fremgår ligeledes af brevet.
Kompensationen udgør et fast beløb pr. husstand, uanset hvor mange der bor i husstanden. Kompensationen pr. husstand udgør kr. 200 pr. aften og kr. 600 pr. nat. Støjes der både aften og nat, er det nattaksten, der gælder. Dvs. husstanden får 600 kr. pr. døgn.
Kompensationen deles mellem husstandens beboere og udbetales, når alle har accepteret tilbuddet. Banedanmark tilstræber at udbetale kompensationen til din NemKonto senest 2 uger efter, at den sidste tilbudsmodtager i din husstand har accepteret tilbuddet.
Spørgsmål og svar om støjkompensation
- Hvem kan få støjkompensation?
-
Du kan kun tilkendes støjkompensation, hvis du har modtaget digital post eller fysisk brev fra Banedanmark om, at din husstand har ret til kompensation. Hvis den beregnede støj ved facaden til din bolig overstiger den grænseværdi, der er fastsat i ”Bekendtgørelse om kompensation som følge af forurening og gener fra ombygning af Aarhus H”, vil din husstand være berettiget til kompensation.
Forud for udsendelsen af breve fastslår Banedanmark ud fra cpr-registret, hvilke personer på 18 år eller derover, der er tilmeldt folkeregistret på den pågældende adresse. Disse personer modtager digital post eller fysisk brev om, at de tilbydes kompensation. - Kompensation til husstanden og beboerne?
-
I støjkompensationsordningen er husstanden de personer, der ifølge folkeregistret, bor på adressen og er 18 år eller derover. Dette gælder uanset relationen mellem beboerne. Husstanden kan således fx bestå af en familie, af et bofællesskab af studerende eller af udlejer(e) og lejer(e).
Alle i din husstand, der har modtaget tilbud om støjkompensation, skal acceptere tilbuddet, før udbetalingen kan finde sted. Det kan derfor være en god idé, at du taler med de øvrige beboere i din husstand om tilbuddet.
Når du har accepteret tilbuddet om kompensation, modtager du en kvittering fra Banedanmark. Når alle tilbudsmodtagere i din husstand har accepteret tilbuddet, modtager hver af jer en kvittering om udbetaling af kompensationen. - Hvad sker der, hvis jeg flytter i støjperioden?
-
I enkelte tilfælde vil nogle eller alle i en husstand fraflytte boligen og andre flytte ind i løbet af perioden med støj. Din bopælsstatus i folkeregistret, på den dag Banedanmark henter data fra cpr-registret, har betydning for, hvem der modtager tilbud om støjkompensation.
Beboere på 18 år eller derover, som på udtrækningsdatoen ifølge folkeregistret har bopæl på den støjudsatte adresse på første støjdag, modtager tilbuddet om kompensation.
Omvendt vil beboere, der først anmeldes indflyttet i folkeregisteret efter første støjdag, ikke modtage tilbud om kompensation. Disse beboere vil være berettiget til støjkompensation i efterfølgende perioder, såfremt de i øvrigt lever op til betingelserne. - Hvad sker der, når min bofælle er fritager for digital post?
-
Hvis du er berettiget til det, vil du altid kunne modtage tilbud om støjkompensation, uanset om du modtager digital post eller ej. Hvis du er fritaget fra digital post, vil du i stedet modtage et fysisk brev med samme indhold, som hvis du havde modtaget tilbuddet digitalt. I tilfælde heraf har du muligheden for enten at ringe til Banedanmark eller lægge din accept af tilbuddet i en frankeret svarkuvert og sende denne til Banedanmark.
- Hvilke oplysninger har Banedanmark brug for?
-
Husstandens ret til kompensation er fastslået af Banedanmark på baggrund af data om anlægsarbejderne, uafhængige støjberegninger og oplysninger om folkeregisteradresser fra cpr-registret. Banedanmark har derfor alene brug for at vide, om husstandens beboere ønsker at acceptere tilbuddet om støjkompensation.
- Hvor meget får jeg udbetalt?
-
Kompensationen udgør et fast beløb pr. husstand, uanset hvor mange der bor i husstanden.
Kompensationen pr. husstand udgør kr. 200 pr. aften og kr. 600 pr. nat med støjende anlægsarbejder.
Din husstand tilbydes kompensation for støjgener, hvis støjen ved din bopæl er beregnet til at have været 75 dB eller mere i mindst tre sammenhængende aftener eller 65 dB eller mere i mindst tre sammenhængende nætter. Hvis der støjes både aften og nat tilkendes du taksten på kr. 600, som så dækker både støjgener aften og nat.
Din husstands kompensation fordeles ligeligt mellem jer i husstanden og udbetales til hver af jeres NemKonti.
Det konkrete beløb til dig og din husstand vil fremgå af brevet fra Banedanmark.
Eksempel: Hvis I er tre personer på 18 år eller derover med folkeregisteradresse i din husstand og der er støjet over grænseværdien 4 nætter i træk, vil jeres husstand være berettiget til kr. 2.400. Hvis I alle tre accepterer tilbuddet, vil I hver få udbetalt kr. 800 til jeres respektive NemKonti. - Hvordan beregnes støjen?
-
Ud fra data om anlægsaktiviteterne beregner en uafhængig rådgiver for Banedanmark, hvor høj støjen fra anlægsarbejdet var ved facaden for boliger i området omkring arbejderne. Beregningerne foretages i overensstemmelse med de gældende vejledninger fra Miljøstyrelsen. Beregningen tager hensyn til, hvilke maskiner, der anvendes, hvad maskinerne laver, og hvor og hvornår aktiviteterne finder sted.
Hvis støjen ved facaden til en bolig overstiger den grænseværdi, der er fastsat i ”Bekendtgørelse om kompensation som følge af forurening og gener fra ombygning af Aarhus H”, i tre eller flere på hinanden følgende aftener/nætter vil boligens husstand være berettiget til kompensation.
Læs mere om, hvordan beregningerne foregår: "Vejledning om beregning af ekstern støj fra virksomheder af 31. oktober 1993". - Hvorfor får min nabo ikke støjkompensation, når jeg gør?
-
Støjen aftager jo større afstanden er mellem den støjende aktivitet og en boligs facade. Samtidigt er der i lovgivningen fastsat en grænseværdi for, hvilken lydstyrke ved boligfacaden, som udløser retten til støjkompensation.
Lydforskellen kan være vanskelig at høre, og man kan godt opleve støj som høj og generende, selvom den ikke ligger over grænseværdien beregnet i dB.
Der vil være tilfælde, hvor en bolig kan opnå støjkompensation, mens naboen ikke kan, selvom naboen kun bor få meter væk.
Nogle bygninger, bakker eller beplantninger kan ”skygge” for lydens udbredelse til lavtliggende boliger. Der vil derfor være tilfælde, hvor en bolig på 2. sal modtager støjkompensation, mens underboen på 1. sal ikke er berettiget. Der vil også være tilfælde, hvor en bolig på første sal ikke er berettiget til støjkompensation, selvom den ligger tættere på støjen end en anden bolig på anden sal, der er berettiget til støjkompensation. - Hvornår bliver min kompensation udbetalt?
-
Banedanmark tilstræber at udbetale kompensationen til din NemKonto senest 2 uger efter, at den sidste tilbudsmodtager i din husstand har accepteret tilbuddet. Hvis du ikke har en NemKonto, afhænger udbetalingstidspunktet af, hvornår Banedanmark har modtaget dine bankkonto-oplysninger.
- Hvornår får jeg svar på min accept af tilbuddet?
-
Du modtager en kvittering fra Banedanmark umiddelbart efter, at du har accepteret tilbuddet om kompensation. Når alle modtagere af tilbuddet i din husstand har accepteret tilbuddet, modtager hver af jer en kvittering om udbetaling af kompensationen.
- Hvornår kan jeg acceptere tilbuddet om kompensation?
-
Du kan acceptere tilbuddet fra det tidspunkt, du har modtaget digitalt eller fysisk brev fra Banedanmark om, at din husstand er berettiget til kompensation.
- Ikke al støj giver ret til støjkompensation?
-
En husstand har kun ret til støjkompensation, hvis der er specifikt lovgrundlag (hjemmel) for at kunne tilbyde dette. Det er tilfældet i forbindelse med de konkrete anlægsarbejder ved ombygningen af Aarhus H, men det er ikke tilfældet for andre jernbanerelaterede aktiviteter ved Aarhus, som fx drift og vedligeholdelse af sporterrænet. Det kan derfor forekomme, at der tæt på anlægsarbejderne ved ombygningen af Aarhus H gennemføres støjende aktiviteter, som ikke giver ret til støjkompensation.
Hvis du har ret til støjkompensation, modtager du brev herom. Hvis du ikke har modtaget noget brev om det, er du ikke berettiget til kompensation. - Indsigelse mod tilbuddet?
-
Hvis du har indsigelser mod tilbuddets indhold, kan du kontakte Banedanmark herom.
Såfremt andre i din husstand også har modtaget tilbud om støjkompensation, skal du være opmærksom på, at din indsigelse medfører, at der ikke kan udbetales kompensation til dem. Det følger af, at alle i din husstand, der har modtaget tilbud om støjkompensation, skal acceptere tilbuddet, før udbetalingen kan finde sted.
Hvis Banedanmark og din husstands beboere ikke kan nå til enighed om tilbuddets indhold, skal Banedanmark oversende sagen til behandling i Ekspropriationskommissionen, hvis en eller flere af husstandens beboere anmoder herom. Når du har haft dialog med Banedanmark om din indsigelse, vil du have mulighed for at få genfremsendt tilbuddet om kompensation til dig og eventuelt andre i din husstand. - Får man kompensation for støj om dagen?
-
I henhold til ”Bekendtgørelse om kompensation som følge af forurening og gener fra ombygning af Aarhus H” er det alene anlægsarbejder, der støjer mere end 75 dB i aftenperioden eller mere end 65 dB i natperioden i mindst tre sammenhængende døgn, der udløser ret til kompensation.
Tidsrummene på døgnet er i bekendtgørelsen defineret således:
• Dagperiode: Tidsrummet fra kl. 07.00 til kl. 18.00 på hverdage samt lørdage, søndage og helligdage.
• Aftenperiode: Tidsrummet fra kl. 18.00 til kl. 22.00 på hverdage samt lørdage, søndage og helligdage.
• Natperiode: Tidsrummet fra kl. 22.00 til kl. 07.00 på hverdage samt lørdage, søndage og helligdage.
- Jeg nåede ikke at acceptere inden fristen?
-
Du skal som udgangspunkt acceptere tilbuddet senest 8 uger efter fremsendelsen af tilbuddet.
Hvis du eller en anden i husstanden ikke når at reagere på tilbuddet inden for de 8 uger, kan du kontakte Banedanmark på telefon 21 33 89 68 eller stojkompensation@bane.dk. Banedanmark sender herefter et nyt tilbud til beboerne i din husstand. - Linket til digital formular virker ikke?
-
Hvis linket til den digitale formular, hvor du kan acceptere tilbuddet, ikke virker, er det typisk, fordi du allerede har klikket på formularen og indsendt dit svar. I den situation har du allerede modtaget en kvittering for, at du har afgivet et svar til Banedanmark. Har du ikke indsendt dit svar, kan du kontakte Banedanmark på telefon 21 33 89 68, så vi kan hjælpe dig.
- Vil du vide mere?
-
Lovgivning: Bekendtgørelsen om støjkompensation på Retsinformation.dk