Jernbanesikkerhedsplaner

Her finder du retningslinjer for hvordan du udfærdiger en jernbanesikkerhedsplan for henholdsvis anlægsprojekter og vedligeholdelsesopgaver. Skabeloner og yderligere retningslinjer finder du til højre på siden. 

Jernbanesikkerhedsplan bruges som en fælles betegnelse for både en jernbanesikkerhedsplan, jernbanesikkerhedsinstruktion, koordinerende jernbanesikkerhedsplan og jernbanesikkerhedsplan funktionskort.

Fremsendelse af en jernbanesikkerhedsplan til godkendelse hos Sikkerhedskoordinatoren skal ske pr. e-mail mindst 5 arbejdsdage (ma-fr) før første gyldighedsdag, betinget af at Jernbanesikkerhedsplanen er udfyldt korrekt.

Skabeloner for jernbanesikkerhedsplaner skal altid hentes fra Banedanmarks hjemmeside, så der er sikkerhed for at det er nyeste version som anvendes.

Ansvar:

Det er entreprenørens ansvar, at der forud for ethvert planlagt arbejde foreligger en jernbanesikkerhedsplan, der er godkendt af Banedanmarks Sikkerhedskoordinator.

Entreprenøren har også ansvaret for, at arbejdet i praksis kan udføres som beskrevet i jernbanesikkerhedsplanen, herunder at alle oplysninger om f.eks. udsigtslængder og andre fysiske forhold er korrekte.

Den person, der står på jernbanesikkerhedsplanen som ansvarlig for udfærdigelsen af denne, skal være den person, som reelt har udfærdiget planen. Besigtigelse af arbejdsstedet skal være fortaget inden for 3 måneder.

Sikkerhedskoordinatorens kontaktperson i forbindelse med sagsbehandlingen af jernbanesikkerhedsplanen er altid den sikkerhedsuddannede medarbejder, der står som ansvarlig for udfærdigelsen.

Ændringer i infrastrukturen.

Husk at sende jernbanesikkerhedsplaner mv. til fornyelse, når der fx kommer nye strækninger med kørestrøm, nyt signalsystem, regelændringer og andet, der kan have betydning for jernbanesikkerheden.

Ændringer i arbejdsopgaven.

Hvis betingelser for arbejdets udførelse ændres, skal jernbanesikkerhedsplanen indsendes til fornyet godkendelse.

Fejl i  jernbanesikkerhedsplanen.

Hvis du konstaterer fejl og mangler i en jernbanesikkerhedsplan, skal du kontakte udfærdiger af planen straks, således at det kan blive rettet.

Gyldighed:

En jernbanesikkerhedsplan er normalt kun gyldig i en specifik periode.

Ved arbejder, der udføres med jævne mellemrum på en nærmere beskrevet geografisk position, f.eks. sporskiftevedligehold el. fornyelsesarbejder, vil jernbanesikkerhedsplanen kunne gælde for en længere periode dog maksimum ét år, hvis det pågældende arbejde i øvrigt udføres på samme måde hver gang.

Log - og fejlretningsbog.

Banedanmarks log – og fejlretningsbog kan downloades og sendes til tryk, for de entreprenører, der selv ønsker at trykke og udgive den.

 

Tryk på knappen “Download logbog”.

 

Der skal altid anvendes den seneste version og det er den, som vil være at finde her på siden.

 

Skulle der være et oplag af en tidligere version hos entreprenøren, som ikke er brugt, når der kommer en ny version, skal der foretages rettelser med kuglepen i den tidligere version, svarende til rettelserne i den nye version.

 

Den tidligere version må anvendes i op til 1 år efter udgivelse af seneste version.

Ved nyt oplag skal den seneste version altid anvendes.

 

Det vil være tilladt for entreprenøren at indsætte eget logo øverst til højre på forsiden, modsat Banedanmarks logo.