International transport
One Stop Shop Danmark
En såkaldt One Stop Shop (OSS) sikrer, at jernbanevirksomheder blot skal henvende sig ét sted for at bestille en jernbanekanal. Typisk vil en dansk jernbanevirksomhed kontakte den danske One Stop Shop. Hvis transporten skal køre igennem Tyskland, kan jernbanevirksomheden dog også vælge at kontakte den tyske One Stop Shop. One Stop Shoppen er første sted jernbanevirksomheden kontakter ved planlægning af en international jernbanetransport. Den danske One Stop Shop er åben hele døgnet.
Scandinavian–Mediterranean Rail Freight Corridor (ScanMed RFC)
Medlemslandene i EU af har forpligtet sig til at indføre en række grænseoverskridende banegodskorridorer. Jernbanestrækningen mellem Stockholm og Palermo, er én af strækningerne, der i EU-regi er udpeget som strategisk vigtig korridor for jernbanegodstrafik. Korridoren som kaldes Scandinavian–Mediterranean Rail Freight Corridor (ScanMed RFC) er af stor betydning for godstransporten mellem Nord- og Sydeuropa. ScanMed er en del af et større net af 11 europæiske jernbanekorridorer, som krydser hinanden på strategisk udvalgte steder i Europa. Med godskorridorerne er der indført en ScanMed One Stop Shop.
Transitgodskanaler til international trafik koordineres via ScanMed. Oversigt over transitgodskanaler i kommende års køreplan findes på ScanMeds hjemmeside.
Rail Net Europe
Rail Net Europe (RNE) er en europæisk samarbejdsorganisation for infrastrukturforvaltere med et fælleskontor (Joint Office) i Wien. Målsætningen siden opstarten i 2004 har været og er stadig at fremme europæisk jernbanetrafik på tværs af landegrænser for både passager- og godstrafik. Arbejdet har i årenes løb været rettet mod at harmonisere og optimere fælles processer og administrative procedurer. En ensartet ansøgnings- og tildelingsprocessen af kapacitet samt en fælles struktur for medlemmernes Netredegørelser er eksempler herpå.
EU-støtte til jernbaneprojekter på det transeuropæiske netværk (TEN-T-nettet)
Via støttetildelinger fremmer EU udbygningen af transportinfrastrukturen på TEN-T-nettet, og de seneste år har Banedanmark modtaget EU-støtte til en lang række jernbaneprojekter, herunder:
Forundersøgelse til Ringsted-Femern Banen, forundersøgelse til Ny bane København-Ringsted, forundersøgelse til Vamdrup-Vojens og anlæg af samme projekt, elektrificering af Esbjerg-Lunderskov, Signalprogrammet, forundersøgelse til Ny bane til Aalborg Lufthavn og til godskorridorprojekter.
I EU-budgetperioden 2014-2020 har den nye infrastrukturfond Connecting Europe Facility (CEF) et budget til transportinfrastruktur på 24,1 mia. EUR (179,2 mia. kr.), hvor Banedanmark pt. er blevet tildelt støtte til to projekter i Signalprogrammet: ombordudstyr i togene og udrulning af Signalprogrammet på Ny Bane København-Ringsted. Ombord-projektet er afsluttet i 2019; udrulning af nye signaler på København-Ringsted forventes afsluttet ultimo 2020. CEF-fonden tildeler støtte til infrastrukturprojekter på hele TEN-T-nettet.