Tunnel, baner og broer løfter Sydsjælland og Lolland-Falster

Byggeriet af Femern-tunnelen har også sat gang i en kæmpe opgradering af trafikforbindelserne på Sydsjælland og Lolland-Falster. TV2/Øst følger de mange projekter i en ny programserie.

Byggeriet af Femern-tunnelen har også sat gang i en kæmpe opgradering af trafikforbindelserne på Sydsjælland og Lolland-Falster. TV2/Øst følger de mange projekter i en ny programserie. 

I årene frem mod åbningen af den kommende Femern-bælt tunnel får infrastrukturen på Sydsjælland og Lolland-Falster et gevaldigt løft, så den er klar til den nye trafikforbindelse ud i Europa.  

Det gælder ikke mindst på jernbanen, der i disse år gennemgår en omfattende modernisering, når strækningen mellem Ringsted og Rødby udbygges, hastighedsopgraderes, elektrificeres og får nyt signalsystem, så banen er klar til fremtidens grønnere og hurtigere el-tog. 

Fordele både internationalt og regionalt
Tunnelen under Femern bælt ventes færdig i 2029, og til den tid venter hurtigere transportforbindelser ud i Europa på både veje og skinner. 

Togpassagerer og pendlere på Sydsjælland får dog gavn af forbedringerne længe før. Sidste år opgraderede Banedanmark strækningen mellem Ringsted og Næstved, og i øjeblikket lægges der sidste hånd på elektrificeringen, så DSB kan indsætte el-tog på strækningen i løbet af 2021. 
Og i 2024 kommer el-togene også til Falster, når den nye Storstrømsbro er taget i brug, og strækningen mellem Næstved og Nykøbing F er elektrificeret. 

Elektrificeringen af jernbanen er til gavn for både miljøet og togdriften. De klimavenlige el-tog udleder mindre CO2 til atmosfæren, støjer mindre og giver et bedre miljø ved stationerne og langs banen. Derudover giver el-tog kortere rejsetider for passagererne, fordi de kan køre hurtigere og accelererer bedre.  

Vi bygger forbindelsen
TV2/Øst følger i programserien ”Vi bygger forbindelsen” de mange store infrastruktur-projekter både til lands og til vands. Før jul var den regionale tv-station med Banedanmark på natarbejde for at opleve, hvordan det foregår, når der lægges sidste hånd på den elektrificering, der skal forberede banen til fremtidens grønne el-tog. 

Fakta: 

  • Banen mellem Ringsted og Rødby elektrificeres med nyt kørestrømsanlæg, og der udrulles et helt nyt signalsystem, der på sigt vil give flere tog til tiden.
  • Skinnerne opgraderes på flere dele af strækningen mellem Ringsted og Vordingborg og der etableres et nyt 55 km langt ekstra spor mellem Vordingborg og Rødby, så banen bliver dobbeltsporet hele vejen, og kapaciteten øges.
  • Kurver rettes ud, så togene kan øge farten til 200 km/t 
  • Flere stationer renoveres og der bygges en helt ny station ved Holeby.
  • Banedanmark har allerede opført en ny bro over Masnedsund, og opfører også en helt ny jernbanebro over Guldborgsund, mens Vejdirektoratet bygger en ny Storstrømsbro, der forbinder Sjælland og Falster via Masnedø, med en tosporet landevej, en gang- og cykelsti og et nyt dobbeltspor til jernbanen.
  • Mere end 100 andre broer er enten udskiftet, udvidet eller renoveret.

Seneste nyheder om Ringsted-Femern Banen