Fra Assensbanen til Assinoen

Banedanmark har for nyligt overdraget 29 kilometers nedlagt jernbanestrækning til Assens Kommune. Det er der flere grunde til, fortæller teamleder i Ejendomsjura i Banedanmark, Rune Rosendahl:
”Strækningen har ikke været i brug som jernbane siden 1984. I mange år har banestrækningen i stedet været anvendt af borgere og turister på de populære skinnecykler. Det har derfor været en forudsætning fra os i Banedanmark, at de, der overtager strækningen, skal bruge strækningen rekreativt”.
Med overdragelsen af den gamle banestrækning til kommunen vil borgere i hele landet få nye og spændende muligheder for at vandre uforstyrret gennem den vestfynske natur, som blandt de lokale kaldes for et sandt æbleparadis.
Æbletræerne stammer fra da banen var i drift (1884- 1966), hvor togpassagerer smed deres æbleskrog ud ad togvinduet. Kernerne har sået sig selv, er spiret og er vokset op og blevet til over 100 æbletræer i forskellige farver og sorter.
Et stykke særligt natur
Banedanmark arbejder målrettet på at fremme naturen og biodiversiteten langs banen. Særligt de nedlagte baneterræner har et helt unikt klima, som skaber gode levesteder for dyr, insekter og planter.
”Jernbanen skaber nogle helt særlige forudsætninger, som er guf for sjældne planter- og dyrearter. Især de nedlagte baneterræner er et stykke helt unik natur, som man ikke ser andre steder i Danmark. Assensbanen er et godt eksempel på, hvordan naturen har fået lov at leve et stille liv i mange år. Det har givet de langsomtvoksende æblesorter et fristed til at gro og blomstre,” fortæller skov- og landskabsingeniør i Banedanmark Sebastian Klint Grønbæk.
Nu er det Assens Kommunes område, og planen er at etablere en sti på dele af strækningen, som bliver en del af den kommende rekreative rute Assinoen, mens skinnecykler fortsat vil kunne køre mellem Tommerup og Glamsbjerg.
Læs mere om de selvsåede æbletræer: For 57 år siden kørte der tog - i dag er Assensbanen et sandt æbleparadis.
Fakta om Assensbanen:
- Assensbanen er cirka 29 kilometer lang og blev indviet i 1884, mens det sidste godstog kørte
i 1984. - Assensbanen har siden været et af mange skønne naturområder, som Banedanmark råder over og plejer: Sådan arbejder Banedanmark for naturen.
- Assensbanen var en vigtig forbindelse mellem Assens og det danske jernbanenet og en vigtig transportåre for både persontrafik og for godstransport til og fra Assens Sukkerfabrik. Som konsekvens af, at både person- og godstransporten blev reduceret kraftigt fra 1960’erne og frem, lukkede banen helt i 1984.
- Siden 1998 har strækningen været benyttet af turister og borgere på skinnecykler. Efter overdragelsen vil der fortsat være skinnecykler på strækningen mellem Tommerup og Glamsbjerg.


Sådan arbejder Banedanmark for naturen
Vi udfører naturpleje og tager hensyn til naturen, når vi udfører vores projekter
Læs mere om vores arbejde
Vilde naturoplevelser langs banen
Områderne langs med banen er gud for sjældne plante- og dyrearter Ru Bittermælk, Seglgræshoppen, Humlebillen, Dværgblåfuglen, Biulv og Salomons Lysestage.
Oplev banenaturen