Høringsproces

Banedanmark har afholdt to offentlige høringer i projektforløbet - en "idéfasehøring" og en "VVM-høring" (Vurdering af Virkninger på Miljøet). I høringsperioderne blev der offentliggjort information om projektet, hvor alle havde mulighed for at fremkomme med synspunkter.
 
Alle kommentarer og forslag blev vurderet og indarbejdet i det omfang, de inden for økonomiske, tekniske eller miljømæssige rammer kunne anvendes i projektet.

Nederst på denne side kan du se en forklaring af, hvad VVM-processen går ud på.

Idéfasehøring

Projektets første offentlige høring var en idéfase, der løb fra den 15. oktober til d. 26. november 2014. Udgangspunktet for høringen var et debatoplæg med projektets overordnede indhold.
På basis af høringen har Banedanmark udarbejdet et høringsnotat, der beskriver de indkomne forslag og kommentarer, og hvorledes Banedanmark forventer at anvende disse i det videre arbejde. 

Høringsnotatet, debatoplægget og alle høringssvarene i fuld længde kan downloades nedenfor.

Dokumenter fra idéfasehøringen

VVM-proces

Transport- Bygnings- og Boligministeriet eller ministeren kan bede Banedanmark om at undersøge konkrete jernbaneprojekter. Det kan f.eks. være en forundersøgelse (kaldet en ”screening”) eller en VVM-undersøgelse.
Hvis der sættes en VVM-undersøgelse i gang, starter projektet med den første af to offentlige høringer - idéfasehøringen. Høringen baseres på et oplæg til, hvad der skal undersøges. I høringsperioden, der normalt er seks uger, kan alle interesserede indsende kommentarer og idéer til, hvilke elementer der også bør undersøges i projektet. Høringen annonceres blandt andet i lokalaviserne i projektets nærområde og på Banedanmarks hjemmeside. I forbindelse med idéfasehøringen kan der holdes borgermøder. Disse vil så blive annonceret i de lokale aviser.



Efter høringens afslutning laver Banedanmark et høringsnotat, der redegør for, hvordan de indkomne høringssvar vil blive anvendt i det videre arbejde. Notatet lægges på Banedanmarks hjemmeside og sendes til alle, der har indsendt et høringssvar.
Banedanmark udfører derefter en indledende projektering af projektet og undersøger projektets påvirkninger af miljøet. Resultaterne af disse undersøgelser udgives i en række emneopdelte fagnotater.

Arbejdet munder ud i en rapport, der kaldes en VVM-redegørelse. VVM-redegørelsen er den overordnede ramme for den videre mulige projektering. Inden for disse rammer kan der i den videre projektering stadig blive ændret i projektet. VVM-redegørelsen offentliggøres sammen med fagnotaterne på Banedanmarks hjemmeside.
Når VVM-redegørelsen offentliggøres, sættes den anden offentlige høring - "VVM-høring" - i gang.
I løbet af denne høring vil der typisk blive afholdt borgermøder i projektets lokalområde, hvor projektet vil blive fremlagt, og borgerne kan få svar på deres spørgsmål om projektet. Møderne annonceres i områdets lokalaviser.



I denne anden høringsperiode, der normalt er otte uger, er der igen mulighed for, at alle interesserede kan komme med kommentarer og idéer til projektet i form af høringssvar. Efter høringens afslutning laver Banedanmark igen et høringsnotat, der redegør for, hvordan de indkomne høringssvar vil blive anvendt i det videre arbejde. Det bliver også offentliggjort på Banedanmarks hjemmeside.
VVM-redegørelsen, høringerne samt de faglige undersøgelser indgår i det beslutningsgrundlag, der herefter bliver udarbejdet og sendt til politikerne.

På baggrund af beslutningsgrundlaget træffer Folketinget den endelige afgørelse om, hvorvidt projektet skal gennemføres, og hvilken løsning der skal vælges, hvis der er fremlagt flere løsningsmuligheder. 


Hvis projektet formelt vedtages, kan Banedanmark gå i gang med at detailprojektere og udføre projektet.