Københavns Hovedbanegård er i dag indrettet til en trafikafvikling, hvor spornettet tillader mange kørselsmuligheder via mange sporskifter. Denne indretning betyder, at forsinkelser let forplanter sig mellem de forskellige baner på Hovedbanegården og videre til resten af banenettet.
Desuden må togene holde en lav hastighed forbi de mange sporskifter. Indretningen medfører samtidig mange sporskiftefejl og et dyrt vedligehold af sporskifterne.
Det fremgår af aftalen om Infrastrukturplan 2035, at der skal gennemføres en forenkling af Hovedbanegården. Formålet med forenklingen er at forbedre infrastrukturen til fordel for kapaciteten og derigennem muligheden for at sikre en bedre punktlighed i fjern- og regionaltrafikken
Banedanmark har med inddragelse af DSB og Trafikstyrelsen i perioden 2021-2023 udarbejdet et idéoplæg. Der er i idéoplægget undersøgt to principløsninger, som repræsenterer to forskellige tilgange til at løse nogle af udfordringerne på Hovedbanegården.
- Principløsning A dækker over en forenkling af spornettet med højere hastighed, et ekstra spor til indføring af Ringsted-/Øresundsbanen, ekstra perronsporkapacitet samt dedikeret perronsporanvendelse inden på Hovedbanegården.
- Principløsning B fjerner konflikter mellem ind- og udkørende tog ved at anlægge en jernbanebro vest for Hovedbanegården.
Idéoplægget peger på, at der i det videre forløb bør være fokus på løsninger inden for principløsning A. Idéoplægget, og den efterfølgende kvalificering af oplægget af eksterne eksperter, peger også på, at en udbygning af Hovedbanegården efter principløsning A er robust i forhold til en senere videreudvikling af Hovedbanegården, hvor der kan være forskellige tilgange og udbygningsmuligheder.
Status på projektet
Det er i oktober 2023 besluttet, at der skal laves et beslutningsgrundlag, herunder miljøkonsekvensvurdering (VVM) af et projekt inden for principløsning A fra idéoplægget. Beslutningsgrundlaget skal afrapporteres med udgangen af 2026.”