Ny bane Farum-Hillerød

En ny bane mellem Farum og Hillerød vil etablere en direkte S-togsforbindelse mellem Harreskovsbanen (S-toget til Farum) og Nordbanen (S-toget til Hillerød) og skabe en direkte forbindelse fra Farum til lokalbanerne i Nordsjælland. For borgere, som bruger Harreskovsbanen, vil der ligeledes komme en S-togsforbindelse til det nye supersygehus ved Favrholm.

 

Formålet med projektet er således at forbedre den kollektive trafikbetjening i Nordsjælland ved at reducere rejsetiden for passagerer mellem Hillerødområdet og Farumområdet.

Linjeføringer:

Der bliver i projektet gennemført en strategisk analyse, som på et overordnet niveau vurderer omkostninger og perspektiverne i 2-3 mulige linjeføringer. De mulige linjeføringer – og eventuelle nye stationer – fastlægges af Banedanmark med inddragelse af Furesø Kommune, Allerød Kommune og Hillerød Kommune.

 

Det forudsættes, at den nye bane bliver betjent af nye automatiserede S-tog og har en funktionalitet svarende til den resterende del af S-banen med maksimal hastighed på 120 km/t, dobbeltspor mv.

 

Da den eksisterende Farum Station er placeret tæt inde i Farum by, vil det være svært at forlænge linjeføringen herfra. Derfor er en af projektets forudsætninger, at der placeres en ny Farum Station langs motorvejen i nærheden af Farum Bytorv. Det betyder at S-banen, i stedet for at dreje af ind mod Farum centrum, vil fortsætte parallelt med motorvejen hen forbi Farum Bytorv. Herefter skal banen på et tidspunkt krydse motorvejen for at flette sammen med Nordbanen (S-toget til Hillerød) oppe ved den nye Favrholm station. Mellem Farum Bytorv og Favrholm Station er der flere mulige måder banen kan placeres på og der er også flere muligheder for stationer undervejs f.eks. ved Lynge eller Vassingerød.

 

Undersøgelsesområdet ses herunder:

 

undersøgelsesområde