DS 21003 - en kravsættende standard for gyldige DS 21001 certificeringer

Sammen med Dansk Standard udviklede Banedanmark i 2020 en standard DS 21003, Ledelsessystemer for jernbanesikkerhed – Infrastrukturarbejde – Krav til organer, der udfører audit og certificering af ledelsessystemer for jernbanesikkerhed. Denne standard udkom førte gang den 1. december 2020.
I 2023 blev standarden revideret, idet den fremadrettet skal anvendes som akkrediteringsordning på lige fod med andre kendte akkrediteringsordninger indenfor standarder som ISO 14001 (Miljø), ISO 45001 (Arbejdsmiljø) og ISO 9001 (Kvalitet).

Den reviderede udgave af DS 21003 udkom 26. maj 2023, og titlen er også justeret lidt.
DS 21003:2023 har titlen: Ledelsessystemer for jernbanesikkerhed – Infrastrukturarbejde – Krav til organer, der udfører audit og certificering af ledelsessystemer for jernbanesikkerhed, samt information om akkrediterende organers bedømmelse af certificeringsorganer.

Udvikling og revisionen af DS 21003 er foregået i et standardiseringsudvalg under ledelse af Dansk Standard, i lighed med udviklingen af DS 21001 og DS 21002. Udover Dansk Standard og Banedanmark har flere certificeringsorganer deltaget i udvalget. Ved revisionen i 2023 deltog ligeledes DANAK, der er det nationale akkrediteringsorgan i Danmark. Læs mere om DANAK hér.

Overgangen til DS 21003:2023 vil ske glidende over de næste år frem til maj 2027. Fra 1. juni 2027 og frem vil Banedanmark kun anerkende DS 21001-certifikater fra leverandører, der er udarbejdet af DS 21001-akkrediterede certificeringsorganger i henhold til DS 21003:2023. Fra denne dato vil DS 21003:2020 dermed ikke længere finde anvendelse i Banedanmark regi.

Du kan fremsøge og købe DS 21003:2023 på Dansk Standards hjemmeside. Du er også velkommen til at søge mere information om DS 21003 på Banedanmarks hjemmeside, og det er oplagt at tage en snak med et certificeringsorgan om den nyreviderede DS 21003:2023, særligt hvis du i forvejen har et certificeringsorgan tilknyttet til din virksomhed.

Lidt om DS 21003 og de ændringer der er fortaget i 2023 udgaven

Kort fortalt er DS 21003 målrettet certificeringsorganerne og skal ses som en supplerende standard til DS 21001 – Ledelsessystemer for jernbanesikkerhed – Infrastrukturarbejde – Krav. Mens DS 21001 stiller krav til entreprenørernes ledelsessystemer, så fastsætter DS 21003 krav til certificeringsorganer, der udfører certificeringsaudit, overvågnings¬audit eller re-certificeringsaudit i henhold til DS 21001. Som det fremgår af den reviderede titel, kan man i den nye udgave af DS 21003 nu også læse om, hvordan akkrediteringsorganer bedømmer certificeringsorganer, der vælger at blive akkrediteret til at foretage certificering efter DS 21001.

Denne ændring hænger sammen med, at den seneste revision netop har haft til formål at opdatere DS 21003, så den nu fungerer som en akkrediteringsordning - på lige fod med andre akkrediteringsordninger, der knytter sig til kendte standarder som ISO 14001 (Miljø), ISO 45001 (Arbejdsmiljø) og ISO 9001 (Kvalitet).

Følgende ændringer i DS 21003:2023 kan kort nævnes:

  • Krav til formulering af scope for certifikaterne er skærpet. Udover tydeliggørelsen af relevante Ydelseskategorier skal scope også tydeliggøre relevante underliggende fagdiscipliner.
  • Anneks A, med oplistning af Ydelseskategorier, er gennemskrevet og der er tilføjet en række eksempler på underliggende fagdiscipliner. En ydelseskategori har skiftet navn og beskrivelser af ydelseskategorierne og deres relation til overliggende ydelsestyper er præciseret.
  • Et nyt Anneks C er tilføjet. Det beskriver de nationale akkrediteringsorganers arbejde med akkreditering i henhold til DS 21001, hvor DS 21003 er akkrediteringsordningen.

Yderligere informationer om DS 21003 m.m.

Leverandører til Banedanmark med DS 21001-certifikater opfordres til at tage kontakt til deres certificeringsorganer. Dette med henblik på at afklare, hvad overgangen fra DS 21003:2020 til DS 21003:2023 helt konkret betyder for jer som kunde.

Certificeringsorganerne skal senest i maj 2027 konverterer alle DS 21001-certifikater i henhold til kravet om akkreditering jf. DS 21003:2023 ordningen. Dette giver god tid til at planlægge og forberede sig på at certificering efter DS 21001 bliver en akkrediteret ydelse. Certificeringsorganerne arbejder til daglig med akkrediterede standarder og ordninger for akkreditering. De har dermed stor viden om, hvordan det foregår. Certificeringsorganerne kan derfor forklare, hvordan i sammen kan opnå en glidende og harmonisk overgang fra den situation vi har i dag med certificering, der efterlever DS 21003:2020 - til en certificering, der leveres som en akkrediteret ydelse i henhold til DS 21003:2023.

Spørgsmål til Banedanmark vedr. DS 21003 eller DS 21001 sendes til kogs-entrepr@BANE.dk.