Nedtagning af cykelparkering på Bruuns Bro i Aarhus udskydes

Mange cyklister benytter sig af muligheden for at parkere på trædækket – også kaldet cykelbroen – på Bruuns Bro i Aarhus. Efter planen skulle cykelbroen i efteråret tages ned, så Banedanmark kan installere kørestrømsanlæg under Bruuns Bro. Arbejdet på Bruuns Bro er dog blevet udskudt, og derfor bliver cyklerne stående i et stykke tid endnu.
”Vi er godt i gang med ombygningen af banen i Aarhus. Spor og perroner er langt hen ad vejen bygget om, og nu er turen kommet til signalsystem og elektrificering, hvor vi blandet skal opsætte kørestrømsanlæg under Bruuns Bro. Som arbejdet forløber, giver det mest mening at udskyde arbejdet på broen. Den løsning, som vi ville kunne udføre nu, ville blive dyr og teknisk vanskelig, og derfor giver det mening at vente til et senere tidspunkt. Vi vil nu gå i gang med at se på, hvornår og hvordan vi bedst udfører arbejdet,” siger projektchef Helle Thambo
Pres på cykelparkeringen
Når arbejdet med cykelbroen går i gang, skal mange cyklister finde et andet sted at parkere. I dag er der plads til cirka 900 cykler på selve broen, som skal klemmes ind andre steder i området. Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, der drifter arealet, er derfor på en svær opgave med at finde plads til de ekstra cykler.
”Pladsen er trang omkring banegården, og bliver det endnu mere, når vi har mindre plads at være på. Vi vil selvfølgelig bruge udskydelsen til at finde den bedst mulige løsning til de mange aarhusianere og besøgende, der bruger området, så arbejdet vil medføre så få gener som muligt. Vi deler bekymringen fra blandt andet Cyklistforbundet om, at det kommer til at give nogle udfordringer, når vi skal deles endnu mere om pladsen. Vi havde allerede nået at stille nogle af de ekstra cykelstativer op i området i forbindelse med, at arbejdet med broen skulle have gået i gang nu her. De bliver allerede flittigt brugt, og dem lader vi selvfølgelig stå,” siger Trine Buus Karlsen, byrumschef, Teknik og Miljø.
Der er tale om i alt 125 nye cykelparkeringspladser og enkelte pladser til ladcykler, der nu står i Banegårdsgade og Jægergårdsgade.
Teknik og Miljø oplyser, at det endnu er uvist, hvordan cykelparkeringsmulighederne omkring Aarhus Banegård bliver i fremtiden. I byrådets anlægsaftale, der blev indgået kort før sommerferien, blev der afsat 25 mio. kroner, der for eksempel kan gå til nye cykelparkeringsfaciliteter ved Bruuns Bro. Det vil således være op til byrådet at prioritere, hvordan pengene skal bruges.
Arbejdet på Bruuns Bro forventes tidligst at blive udført i andet kvartal i 2026. Når der er fundet et nyt tidspunkt for arbejdet, vil Banedanmark i samarbejde med Aarhus Kommune informere om det.
Læs mere om Aarhus Helhedsløsning.
Lyt til afsnittet af podcasten Bag Om Banen om Aarhus Helhedsløsning.

Hold dig opdateret om Aarhus H
Få sidste nyt fra ombygningen af Aarhus Hovedbanegård samt invitationer til aktiviteter og events i forbindelse med byggeriet.
Tilmeld dig Nyt fra Aarhus H
Byggeriet på Aarhus H: Så langt er vi nået på et halvt år
Hovedbanegården i Aarhus gennemgår i øjeblikket en stor forvandling med nye, længere perroner, nyt digitalt signalsystem og elektrificering.
Nu digitaliserer vi Aarhus Hovedbanegård
I uge 41 begynder arbejdet med at skifte de gamle signaler ud med det nye, digitale signalsystem på Aarhus Hovedbanegård. Det nye system skal få togtrafikken til at glide lettere – og det betyder, at du som passager kan se frem til færre forsinkelser og kortere rejsetider.

Byt minder for skinner til åbent hus
Den 22. juni afholder Banedanmark åbent hus på den historiske ombygning af jernbanen i Aarhus.

Nu begynder omfattende ombygning af jernbanen i Aarhus
Den 31. marts går Banedanmark i gang med en omfattende ombygning af jernbanen i Aarhus.