Store baneprojekter påvirker pinsetrafikken
Banedanmark er i fuld gang med at forny sporene på to travle sjællandske strækninger. Fornyelsen af Høje Taastrup-Roskilde og Ringsted-Slagelse er en vigtig del af det løbende vedligehold og bidrager til, at der fremover vil opstå færre fejl i både spor og sporskifter. Arbejdet sikrer et mere robust jernbanenet med stabil togdrift og punktlighed til gavn for både passager- og godstrafikken.
I forbindelse med arbejdet mellem Ringsted og Slagelse skal en vejbærende bro over jernbanen ved Hjortholmvej rives ned. Arbejdet på broen kræver, at sporet er spærret i pinsen fra 22. maj til og med 24. maj.
”Broen er 100 år gammel, og den er nedslidt og klar til udskiftning. Når vi sporfornyer, kommer sporene til at ligge lidt højere end før, og broen vil være for lav til, at togene kan køre under. Derfor skulle broen enten renoveres eller udskiftes, og på grund af broens 100 år og slidte stand bliver den revet ned, og en ny bliver bygget op,” siger Michael Brinch, der er sektionschef i Banedanmark.
Samtidig med Banedanmarks nedrivning af broen arbejder Vejdirektoratet på Ny Bane Vestfyn, hvor der i pinsen udføres sporombygning, jordarbejder og etablering af nyt sikrings- og kørestrømsanlæg ved Kauslunde og Odense. Arbejdet kræver også spærring af togtrafikken.
Banedanmarks og Vejdirektoratets arbejde betyder, at DSB indsætter togbusser fra Ringsted til Fredericia fra fredag 22. maj om aftenen til og med søndag 24. maj.
DSB oplyser, at der kommer til at være indsat togbusser på flere strækninger. Både busser, der kører direkte mellem Ringsted og Fredericia, og busser, der standser undervejs. Det sker for at tilgodese kunderne, så de får færrest mulige skift.
DSB og Banedanmark opfordrer togpassagererne til at planlægge deres rejse på Rejseplanen. Det er desuden muligt at finde mere information om ændringerne på DSB’s hjemmeside.
Fakta:
- Banedanmark fornyer i 2026 sporene mellem Høje Taastrup-Roskilde og Ringsted-Slagelse.
- På en almindelig hverdag kører der mere end 160 tog på strækningen mellem Ringsted og Slagelse.
- Fornyelsen indebærer udskiftning af slidte skinner, sporskifter og sveller.
- Nogle steder opgraderes strækningerne til højere hastigheder.
- Sporfornyelserne indebærer renovering af afvandingsanlæg, der sørger for at lede vand væk fra banen ved kraftig regn.
- Fornyelsen fortsætter i 2027, hvor de store gule maskiner rykker ind på strækningerne og blandt andet lægger helt nye sveller og skinner.
Den nye gangbro ankommer til Hillerød Station
Som en del af ombygningen af Hillerød Station løfter Banedanmark i weekenden den nye gangbro på plads. Broen, der er det største element i hele stationsombygningen, åbner den 12. oktober.
Togtrafikken på Svendborgbanen indstilles, når Banedanmark udruller nyt signalsystem
I de kommende to uger erstattes togtrafikken på Svendborgbanen af togbusser, mens Banedanmark tager et nyt digitalt signalsystem i brug.
Normal togtrafik genoptages tirsdag klokken 10 efter nedrevne køreledninger
En køreledning blev mandag eftermiddag revet ned ved Sorø, og senere skete det samme omkring Københavns Lufthavn. Skaderne er nu udbedret og normal trafik bliver genoptaget tirsdag formiddag.
Sammen holder vi banen fri for træer
Træer, der vælter ned over jernbanen, er et stigende problem og koster dyrt i forsinkelser og reparationer. Banedanmark opfordrer derfor naboer til jernbanen til at tjekke deres træer.