For mange sætter livet på spil ved at krydse sporet ulovligt
Det er både ulovligt og livsfarligt at krydse jernbanesporet. Desværre er antallet af såkaldte sporløbere steget voldsomt det seneste halve år på især S-banen. Banedanmark sørger for at forebygge problemet på de mest udsatte steder.
Der har bredt sig en farlig tendens langs den danske jernbane.
Siden marts 2021 har Banedanmark registreret en markant stigning i antallet af personer, der ulovligt krydser sporet.
Stigningen er især sket på S-banen, hvor der i andet kvartal af 2021 var 162 tilfælde af personer, der opholdt sig ulovligt i sporet. Det er dobbelt så mange, som i noget andet kvartal siden slutningen af 2017.
”Det er en skræmmende tendens, at lokoførerne oftere oplever, at der er mennesker, der opholder sig ulovligt på sporene. Det kan ikke understreges nok, hvor vigtigt det er, at folk overholder reglerne og passer på sig selv og hinanden tæt på skinnerne. Et tog kan ikke bare standse, hvis der er folk i sporet, så jeg vil på det kraftigste opfordre til, at alle benytter de særlige gangbroer, tunneller og elevatorer, når de skal krydse jernbanen,” siger transportminister Benny Engelbrecht.
Moderne tog er svære at høre
Det er lokomotivførerne, der står for at indmelde det, hver gang de spotter folk i sporet. I nogle af tilfældene er der tale om personer, der ønsker at skyde genvej på tværs af banen. Andre gange er det graffitimalere eller folk, der er berusede eller har tabt noget i sporet.
Ifølge Martin Harrow, som er sikkerhedschef i Banedanmark, er der dog aldrig nogen god undskyldning for at vove sig ulovligt ud på banen. Han påpeger, at mellem tre og syv personer årligt mister livet, fordi de befandt sig ulovligt på sporet. Personpåkørsler er dermed den type af jernbaneulykker, som er skyld i flest tilskadekomster.
”Det er mildt sagt en meget foruroligende stigning, vi er vidne til. Det kan simpelthen ikke siges nok gange, hvor livsfarligt det er som person at gå ud på sporene. Nutidens tog kommer med fuld fart, og især S-togene støjer så lidt, at de kan være svære at høre, når de kommer kørende,” siger Martin Harrow.
Traumatiserende for lokomotivførerne
Hos Dansk Jernbaneforbund er man også stærkt bekymret over udviklingen og understreger, at udover at de folk, der krydser jernbanen, udsætter sig selv for fare, så er det også en rystende oplevelse for dem, der fremfører toget.
”Det er dybt traumatiserende for lokomotivføreren, når der pludselig er en person i sporet. Toget kan hverken bremse eller dreje udenom, som en bil kan. Man reduceres til tilskuer i situationen. Oplevelsen er så voldsom, at det desværre kan give varige psykiske mén,” siger næstformand for Dansk Jernbaneforbund Preben S. Pedersen.
Det er især i de sene eftermiddagstimer mellem klokken 16 og 20, at folk vælger ulovligt at trodse sporene.
Alle skal overholde reglerne
Sikkerhedschef Martin Harrow påpeger, at selvom Banedanmark ikke kan hegne hele jernbanen ind, så gør man en indsats for at forebygge problemet på de særligt udsatte steder.
”Vi har en klar forventning om, at alle, der bruger jernbanen, altid overholder reglerne og passer på sig selv. Samtidig sørger vi selvfølgelig for at overvåge sporene, og hvis der så er visse steder på banen, hvor vi kan se, at mange ikke overholder reglerne, så forsøger vi at forhindre det ved at opstille hegn eller advarselsskilte,” siger Martin Harrow.
Østerport Station er ét af de steder, hvor Banedanmark har valgt at skride til handling, da stationen historisk har været meget udsat for sporløbere. Derfor har der siden april 2020 været opsat ekstra permanent hegn mellem sporene. Antallet af hændelser på sporet er sidenhen faldet.
Fakta
- I andet kvartal af 2021 var der 320 indberetninger om ulovlig færdsel i sporet på landsplan. Det er ca. 100 flere end i noget andet kvartal siden slutningen af 2017.
- På S-banen var der 162 indberetninger i andet kvartal af 2021. I første kvartal var der 102 tilfælde.
- På en gennemsnitlig hverdag er der 350.000 rejser med S-tog.
- Antallet af hændelser er større end antallet af indberetninger, da der er et stort mørketal.
- Blandt de S-togstationer, hvor der er flest indberetninger, er Hellerup, København H, Dybbølsbro og Flintholm.
- De stationer, hvor der er flest tilfælde, og hvor der er sket den største stigning i antallet af tilfælde, gennemgås kvartalsvist af en tværfaglig gruppe i Banedanmark for at se, om der med fordel kan gennemføres tiltag, som kan reducere trafikken over sporet.
Nu kan du køre med klimavenlige eltog mellem Holbæk og København
DSB's passagerer kan nu sætte sig til rette i eltog, efter at Banedanmark har elektrificeret strækningen mellem Holbæk-Roskilde.
Rigsrevisionen offentliggør beretning om Banedanmarks Signalprogram
Rigsrevisionen har i dag offentliggjort en rapport, der omhandler sikkerheden omkring det nye digitale signalsystem.
Banedanmark undersøger grundlæggende årsag til fejl i signalsystemet
I torsdags opstod der en fejl i signalsystemet i Jylland, som påvirkede trafikken. Leverandøren har udbedret fejlen og er nu i gang med at analysere den bagvedliggende årsag. Der ikke noget, som tyder på eksternt påvirkning af systemet.
Banedanmarks digitale signalsystem i Jylland er oppe at køre igen
Efter store problemer med det digitale signalsystem i Jylland er fejlen nu rettet.