Banedanmarks digitale signalsystem i Jylland er oppe at køre igen

I torsdags blev flere strækninger i Jylland ramt af et nedbrud i det nye digitale signalsystem. Problemerne påvirkede trafikken på flere strækninger, mens Banedanmark sammen med leverandørerne af signalsystemet arbejdede på at finde og rette fejlen.
Det lykkedes sent fredag aften, hvor signalsystemet igen blev stabilt.
"Fejlen i signalsystemet i Jylland er fundet og rettet fredag aften. Systemet kører nu normalt, men efter aftale med jernbanevirksomhederne fastholdes den udmeldte let reducerede køreplan for weekenden for GoCollective, Nordjyske Jernbaner og Midtjyske Jernbaner, idet DSB kører fuld trafik fra i morgen søndag. Der vil være normal trafik i Jylland fra mandag morgen. Banedanmark skal stærkt beklage de gener, som passagerne har oplevet. Man kan holde sig opdateret om den trafikale situation via rejseplanen og jernbanevirksomhedernes hjemmesider,” siger Banedanmarks Trafikdirektør Peter Svendsen.
Siden torsdag har både Banedanmarks og leverandørernes eksperter undersøgt årsagen til nedbruddet. I den kommende tid vil Banedanmark sammen med leverandørerne analysere fejlen nærmere.
Banedanmarks direktør for digitale signaler, Kirsten Winther Jørgensen, siger:
”Der er tale om en data-kommunikationsfejl mellem to komponenter, som nu er rettet. Det eneste positive har været, at Banedanmarks procedurer for større nedbrud og cyberangreb samt kriseberedskab har fungeret godt. Således har vores leverandører fx haft aktiveret et meget stort fejlfindings-beredskab med mange medarbejdere på arbejde på tværs af Europa."

16 sønderjyske overkørsler bliver opgraderet med bomme i forbindelse med nyt signalsystem
Der er bedre forhold på vej til trafikanter, som skal krydse jernbanen mellem Bramming og Tønder. I forbindelse med det nye digitale signalsystem opgraderes en lang række overkørsler.

Nu begynder omfattende ombygning af jernbanen i Aarhus
Den 31. marts går Banedanmark i gang med en omfattende ombygning af jernbanen i Aarhus.

Banedanmark forbereder det nye signalsystem på Svendborgbanen
Banedanmark er gået i gang med at gøre Svendborgbanen klar til at få nyt digitalt signalsystem.

Ny rytme i arbejdslivet: Fra trækbasunist til trafikleder
Da coronapandemien i en periode satte en stopper for koncertoplevelser, traf Nichlaes Kure Ettrup, professionel musiker, en beslutning om at skifte spor. Han er netop blevet færdiguddannet som trafikleder – men trækbasunen er ikke lagt helt væk.