Turbo på udskiftning af sporskifter

Banedanmark har reduceret tidsforbruget på den komplekse udskiftning af sporskifter med næsten 70 procent. Det betyder kortere sporspærringer, mens vi arbejder, og dermed mindre påvirkning af togtrafikken.
Det er ikke ofte, at man kan optimere tidsforbruget på komplekse sporarbejder i den størrelsesorden. Men det er lykkedes Banedanmark at skære den tid, vi bruger på udskiftning af sporskifter, ned til en tredjedel. Fra ca. 100 timer til ca. 32 timer pr. sporskifte. Det er resultatet af et netop afsluttet forbedringsprojekt.
”Formålet har været at opnå en langt mindre punktlighedspåvirkning fra det kritiske arbejde med at lægge og udskifte sporskifter. Det har vi gjort ved at tilrettelægge vores arbejde klogere, så vi har reduceret det samlede tidsforbrug. Det medfører kortere sporspærringer og dermed mindre påvirkning af togtrafikken,” fortæller projektdirektør i Banedanmark Kristian Fevejle Andersen.
Et sporskifte er det sporelement, der gør det muligt for togene at skifte fra et spor til et andet, så de kan skifte retning eller passere hinanden. Det er komplekst at lægge et sporskifte, fordi det kræver præcision at koble to spor sammen, og fordi det samtidig stiller høje krav til sikring. I alt er der over 3.700 sporskifter i Banedanmarks spornet.
Europæisk inspiration og best practice
Konkret er det lykkedes at reducere tidsforbruget med 70 procent ved at skrue på en række forskellige knapper i sporskiftearbejdet – herunder justering af krav til logistik, udstyr, produktionstid, parallelarbejde samt bedre opgavestyring under selve udførelsen.
Projektet har blandt andet fået hjælp fra eksperter fra Danmark og Tyskland, der har rådgivet om optimeringsmuligheder, og der er hentet inspiration fra Østrig og England, som har erfaringer på området.
”På den baggrund har vi først optimeret det nye koncept teoretisk, og så har vi været ude og teste det i virkeligheden, hvor vi har opsamlet data, som vi efterfølgende har analyseret på. Konceptet har altså udviklet sig gennem processen, og det står på skuldrene af best practice både internt i Banedanmark og i andre europæiske lande,” fortæller Kristian Fevejle Andersen.
Næste skridt bliver fire opfølgende pilotprojekter i Høje Taastrup, der yderligere skal teste det nye koncept for udskiftning af sporskifter.
”Målet er, at vores nyudviklede metode vil resultere i en helt ny rammeaftale, der baner vejen for en længerevarende samarbejdsaftale med en leverandør. Et sådant kæmpeudbud kunne også have international interesse,” siger Kristian Fevejle Andersen.

Otte intense døgn på Præstemarksvej
Kom med til stitunnel-projektet på Præstemarksvej i Roskilde, hvor der blev arbejdet i døgndrift, mens de fleste andre holdt sommerferie.

Banedanmark planlægger opgradering af overkørsler på Vestbanen
Banedanmark går nu i gang med at undersøge, hvordan de resterende sikrede overkørsler på Vestbanen kan blive opgraderet med bomme.

Hastigheden sænkes efter togulykke
Banedanmark og DSB har koordineret med Sønderborg og Aabenraa kommuner omkring en række tiltag, der skal øge sikkerheden ved overkørslerne endnu mere mellem Sønderborg og Tinglev. Togets hastighed sættes ned i overkørslerne, beplantning beskæres, så udsynet forbedres, der opsættes nye skilte, og der etableres rumleriller i vejen.

Ni overkørsler på den statslige jernbane er uden bomme
I de seneste år har Banedanmark opgraderet flere hundrede overkørsler og forsynet dem med bomme. Nu er der ni overkørsler tilbage uden bomme på statslige jernbanestrækninger, hvor der kører passagertog, mens Banedanmark er ansvarlige for 20 overkørsler uden bomme på privat- og havnebaner.