Jernbanen mellem Højslev og Viborg får nye signaler

Mellem Langå, Struer og Holstebro er det nye signalsystem i fuld gang med at blive rullet ud.

Mellem Langå, Struer og Holstebro er det nye signalsystem i fuld gang med at blive rullet ud, og arbejdet med de nye signaler fortsætter nu på strækningens fjerde etape.Banedanmark er i fuld gang med at skifte signalerne på strækningen mellem Langå, Struer og Holstebro ud med et nyt digitalt signalsystem, der flytter signalerne væk fra skinnerne og ind i togenes førerrum. Det vil give færre signalfejl og flere tog til tiden. Det nye signalsystem er i weekenden blevet taget i brug på udrulningens tredje etape, og nu fortsætter arbejdet på den fjerde etape mellem Højslev og Viborg.

”Vi har lagt utroligt mange kræfter i at nå hertil. Forud for dette arbejde ligger en stor indsats med blandt andet design og udvikling af systemet, som i langt højere grad baserer sig på data og digitale funktioner. Derfor er vi glade for nu at have gennemført de tre første etaper, hvor vi har taget de nye signaler i brug på den vestlige del af strækningen, og vi ser frem til at fortsætte på den næste etape mellem Højslev og Viborg,” siger Thilde Restofte Pedersen, programdirektør i Banedanmark.

De nye IT-baserede signaler har færre fysiske komponenter end de gamle signaler. Udrulningen af de nye signaler mellem Langå, Struer og Holstebro omfatter derfor ikke kun den fysiske installation i sporet, men også et stort forudgående arbejde med både softwareudvikling, tests og et omfattende sikkerhedsarbejde.

Signaler bliver digitale
De nye signaler erstatter de gamle signalanlæg på det danske jernbanenet, som både er slidte og teknologisk forældede. Med de gamle signaler skal lokoførerne holde øje med fysiske signaler langs banen og indimellem være i telefonisk kontakt med kommandoposter, før de får signal til at køre.

Med det nye system, som er fjernstyret, modtager lokoføreren i stedet signaler digitalt på en computerskærm i førerrummet. Det betyder, at togdriften hele tiden kan følges med stor præcision fra Banedanmarks centrale trafiktårne. Forventningen er, at 80 procent af forsinkelser, der skyldes signalfejl, vil forsvinde, når man siger farvel til de gamle signaler.

Det ventes, at hele strækningen vil være i drift med det nye signalsystem i starten af april. Arbejdet udføres dog under markant anderledes forhold på grund af COVID-19, og det kan derfor ikke udelukkes, at det kan påvirke planerne for ibrugtagningen af de nye signaler. Banedanmark har forberedt sig med henblik på at kunne tilpasse arbejdet så meget som muligt til situationen.

FAKTA:

Etapeplan
Udrulningen af det nye signalsystem mellem Langå, Struer og Holstebro foregår i fem etaper:

Etape 1: Hvidbjerg-Struer (i drift fra 25. januar)
Etape 2: Hjerm-Vinderup (i drift fra 15. februar)
Etape 3: Vinderup-Højslev (i drift fra 1. marts)
Etape 4: Højslev-Viborg (1.-15. marts)
Etape 5: Viborg-Langå (15.-29. marts)

På Banedanmarks hjemmeside er der en over arbejdet på de forskellige overkørsler, så man kan gå ind og tjekke afspærringer i sit lokalområde. Hjemmesiden bliver løbende opdateret med information om etaper og datoer.

 Oversigt over, hvornår der arbejdes på de forskellige overkørsler

Kontakt
For yderligere informationer kontakt Banedanmark Presse på tlf. 82341313 eller mail presse@bane.dk.

Nyt om signalprogrammet