Nyt signalsystem mellem Mogenstrup og Nykøbing F

Banedanmark har udrullet nyt signalsystem mellem Mogenstrup og Nykøbing F. Systemet blev taget i brug i december 2021.

Banedanmark har udrullet et nyt, digitalt signalsystem mellem Sydsjælland og Falster - nærmere bestemt mellem Mogenstrup syd for Næstved og Nykøbing F. Det nye signalsystem blev taget i brug i december 2021.

 

Banedanmark har udrullet et nyt signalsystem på strækningen mellem Mogenstrup og Nykøbing Falster. Det betyder, at de gamle signaler langs skinnerne er erstattet af et nyt system, som på sigt bl.a. vil give flere tog til tiden og mulighed for at håndtere flere tog.

Udrulningen af det nye signalsystem på den ca. 60 km lange strækning indgik som en del af Banedanmarks indsats for at skifte de gamle signaler på fjernbanen ud med et digitalt signalsystem, der hedder ERTMS. Det skyldes, at de gamle signaler er slidte og derfor giver anledning til fejl og forsinkelser. Derfor skal det nye system udrulles på alle strækninger på fjernbanen.

Om det nye signalsystem 

Det nye system, ERTMS (European Rail Traffic Management System), er ved at blive rullet ud på hele fjernbanen. Det er et samlet system, hvor al datakommunikation mellem sikkerhedssystemer og tog foregår via digitale signaler. Det er et fælleseuropæisk standardsystem, og dermed vil det for togene på den danske jernbane blive nemmere at krydse grænser.

Med det nye system vil der være færre fysiske komponenter langs skinnerne sammenlignet med de gamle analoge signalanlæg. Det vil betyde, at antallet af signalfejl vil falde, da signalfejl ofte sker i netop disse komponenter.

Det betyder også, at de gamle fysiske signaler langs banen vil blive nedlagt. I stedet vil signalsystemet blandt andet i langt højere grad selv agere sikkerhedsmæssigt forsvarligt, ligesom lokomotivføreren vil modtage beskeder digitalt på en skærm i førerrummet.

Med det nye system vil det være muligt at køre med hyppigere togdrift og med højere hastighed på visse strækninger.

 

Læs mere om Signalprogrammet

Læs mere om det nye signalsystem på fjernbanen