S-banen får nye skinner mellem Østerport og Svanemøllen

Banedanmark skal som led i den samlede sporfornyelse af S-banestrækningen mellem Valby og Svanemøllen forny S-togssporene mellem Østerport og Svanemøllen. Arbejdet går i gang sent fredag aften og varer til natten efter den 16. juli. 

Det betyder, at tog vil blive erstattet af busser mellem Østerport og Hellerup i hele perioden.

"Nu er turen kommet til strækningen mellem Østerport og Svanemøllen. Sporene er slidte, og det er nødvendigt at udskifte dem nu, da vi ellers kan risikere at skulle sætte hastigheden, hvilket kan resultere i forsinkelser til gene for passagererne," siger Stefan Normann, projektleder i Banedanmark.

På den cirka 2,5 kilometer lange strækning fra Østerport Station til Svanemøllen Station skal der udskiftes skinner, sveller og ny sporkasse. Derudover skal der udføres en del grave- og drænarbejder lige ved banen, inden den igen kan åbnes til drift. 

S-togsstrækningen mellem Østerport og Svanemøllen er en meget trafikeret strækning på S-banen. Derfor vil det også påvirke en del passagerer, selv om arbejdet er planlagt med størst mulig hensyntagen til netop passagererne. 

"Vi har så vidt muligt planlagt arbejdet på en måde, hvor generne bliver så få som mulige. Vi kan desværre ikke undgå, at det vil påvirke passagererne, men arbejdet er lagt i sommerferieperioden, hvor der traditionelt set er færre passagerer, der rejser med S-tog," siger Stefan Normann. 

Fra den 17. juli og frem til natten efter den 27. august vil der være reduceret drift på S-banen, hvor Banedanmark skal arbejde på S-togssporene fra Valby ind mod København H. 

Når arbejdet er afsluttet, vil hele strækningen fra Valby til Svanemøllen være fornyet med nye skinner og sveller, hvilket fremover vil minimere antallet af driftsfejl og risikoen for forsinkelser.    

Hold dig opdateret på Rejseplanen og dsb.dk 
 
Kontaktinformation
For yderligere information kontakt Banedanmark presse på tlf: 8234 1313