Få dateret dine gamle fund på Vordingborg Bibliotek
Femern A/S, Vejdirektoratet og Banedanmark er gået sammen om at åbne en ny udstilling på Vordingborg Bibliotek Udstillingen har fokus på arbejdet med arkæologi forud for de store anlægsaktiviteter på Ringsted-Femern Banen, Storstrømsbroen og Femern Bælt-tunnelen, og åbner torsdag den 31. januar, hvor det vil være muligt at få en snak med arkæologer fra Museum Lolland-Falster fra kl. 16-18.
"Det er vigtigt, at arkæologerne har undersøgt jordbunden, inden vi går i gang med at udbygge banen, så værdifuld viden om vores fælles fortid ikke går tabt. Derfor har vi også en tæt og god dialog med de lokale museer,” siger Mette Daugaard Petersen, projekteringsleder i Banedanmark.
”Hvis du selv har genstande fra oldtiden liggende derhjemme, så kan du som noget helt særligt på åbningsdagen tage dem med og få dem dateret af arkæologer fra Museum Lolland-Falster.”
Museet har også udlånt forskellige arkæologiske genstande til udstillingen, som er fundet i forbindelse med undersøgelser til Femern Bælt-tunnelen. Og Vikingeskibsmuseet bidrager til udstillingen med oldtidsfund fra Storstrømmen. Endelig vil der være plancher med information om arkæologien på de store byggeprojekter.
Medarbejdere fra byggeprojekterne vil også være til stede sammen med arkæologerne til åbningen af udstillingen.
Foto: Daniel Dalicsek, Vikingeskibsmuseet