Banedanmark udfordrer digitale specialister

Mere end 10.000 af Banedanmarks kort med ledningsoplysninger skal digitaliseres, så informationerne bliver lettere tilgængelige. Det er endnu ikke lykkedes at finde en måde at automatisere den opgave. Nu udfordrer Banedanmark tech-miljøerne i en crowdsourcing challenge, der skal give svar på, om opgaven kan løses ved hjælp af innovative digitale teknologier som f.eks. kunstig intelligens, billedgenkendelse eller robotteknologi.

 

Fra gamle kort til digital grafik

Når entreprenører graver langs jernbanen, sker det, at ledninger eller kabler graves over. Det kan medføre forsinkede tog, for bare et enkelt overgravet kabel kan få stor betydning for togdriften. Oplysningerne om, hvor ledningerne ligger, skal gøres lettere tilgængelige for entreprenørerne for at være med til at sikre tog til tiden.

 

Derfor har Banedanmark i samarbejde med Erhvervsstyrelsen udarbejdet en crowdsourcing challenge, hvor forsknings- og uddannelsesmiljøer og etablerede digitale virksomheder kan byde ind på, hvordan hele eller dele af opgaven kan løses digitalt.

 

”Vi har fra flere sider fået at vide, at denne opgave skal løses manuelt. Det vil vi gerne udfordre. Vi håber på, at der findes nye og innovative metoder til automatiseret konvertering af de gamle ledningskort, så det ikke skal foregå manuelt,” fortæller projektleder Dorte Winther.

 

Løser et stort problem

Det er ikke kun Banedanmark, der vil nyde godt af en digital løsning på problemet. Opgaven med at digitalisere ledningsinformationer udspringer af den opdaterede lov om ledningsejerregisteret, som betyder, at alle ledningsejere skal digitalisere deres ledningsinformationer. Det betyder også, at der er et stort marked for løsningen, fordi store ledningsejere som Københavns kommune, Vejdirektoratet og TDC står med den samme udfordring som Banedanmark.

 

Challengen løber frem til 15. december og den 22. januar bliver de bedste løsningsforslag kåret og præmieret.

 

Læs mere om Banedanmarks challenge Digitalisering af ledningstegningerBanedanmark - Digitalisering af ledningstegninger | challenges.dk