Banedanmark forventer at togdriften mellem Skjern og Herning er indstillet indtil 26. september

Fredag den 26. august ødelagde voldsomme mængder regn sporet ved Kibæk mellem Skjern og Herning. Banedanmark forventer nu at togdriften på strækningen vil være indstillet frem til den 26. september. Der er dog risiko for at genåbningen kan blive udskudt, hvis arbejdet forsinkes af uventede forhold.

Skaderne opstod, da store mængder vand ved en vandunderføring skyllede jord og skærver væk, så flere meter jernbane blev ødelagt. De indledende undersøgelser viser, at årsagen var de enorme mængder regn, som førte forskellige materialer med sig. Disse materialer stoppede vandunderføringen til, samtidig med at en dæmning i en nærliggende sø kollapsede, og sendte yderligere enorme mængder vand mod jernbanen.

Arbejdet med at undersøge hændelsesforløbet er i fuld gang, og parallelt har Banedanmark arbejdet med at pumpe vand væk fra området, så det nu er tørt nok til at begynde arbejdet med at genetablere sporet.

Banedanmark forventer, at sporet vil være genetableret den 26. september kl. 12.00, hvor strækningen vil genåbne for togdrift. I de første to dage skal der køres med nedsat hastighed (40 km/t) over den nye vandunderføring, og herefter hæves hastigheden til 80 km/t, indtil der forventeligt kan køres med fuld strækningshastighed den 12. oktober. 

Der er tale om et større anlægsarbejde, der er planlagt hurtigt efter en akut opstået situation. Der er derfor risiko for, at uventede forhold undervejs eller vejrforhold kan forsinke arbejdet. 

Arriva, som kører på strækningen, indsætter fortsat togbusser indtil genåbningen, og passagerer opfordres til at tjekke rejseplanen. Samtidig opfordres borgere til ikke at nærme sig stedet, da det kan være farligt at være i nærheden af det beskadigede spor.