Aarhus-Langå skal gøres klar til en grøn og hurtig jernbane
Jernbanen mellem Aarhus og Aalborg gennemgår i disse år en markant opgradering. Skinner og sveller skal skiftes ud, banen skal hastighedsopgraderes, og sporet skal elektrificeres.
Nu er turen kommet til den sydligste del af strækningen, hvor Banedanmark i løbet af foråret og sommeren både skal bygge broer og udskifte skinner, sveller og sporskifter på den 45 kilometer lange jernbane mellem Aarhus og Langå.
"Banedanmark er i fuld gang med at gøre den jyske hovedstrækning klar til fremtidens klimavenlige eltog, der støjer mindre og udleder godt 85 procent mindre CO2. Som en del af det arbejde er vi nu i gang med at forny sporene mellem Aarhus og Langå, hvor vi i samme omgang gør broer klar til elektrificeringen og nedlægger tre overkørsler, hvor vi i stedet bygger broer," siger Lars Blædel Riemann, områdechef i Banedanmark.
En hurtigere og mere klimavenlig bane
Banedanmark har allerede fornyet sporet på strækningerne Langå-Hobro og Hobro-Aalborg.
Med nye skinner og sveller, elektrificering og hastighedsopgradering vil togene i fremtiden kunne køre hurtigere og mere komfortabelt på den jyske hovedstrækning.
"Når alle ændringerne er fuldt ud gennemført, og de elektriske tog er sat ind på strækningen mellem Aarhus og Aalborg Lufthavn, vil passagerne få en hurtigere, mere stabil og endnu mere klima- og miljøvenlig transport, ligesom naboerne til banen og stationerne på strækningen vil opleve mindre støj og et sundere miljø," siger Lars Blædel Riemann.
Hensyn til passagererne
Da store dele af arbejdet med at sporforny og hastighedsopgradere foregår i sporet, vil det være nødvendigt med enkelte perioder, hvor der ikke kører tog mellem Aarhus og Langå.
I andre perioder vil der køre færre tog på strækningen, da Banedanmark skal arbejde i det ene spor.
"Vi gør, hvad vi kan for at forstyrre så lidt som muligt, men da der er tale om et omfattende stykke arbejde, så kan vi desværre ikke gennemføre det uden, at det i perioder vil kunne mærkes. For ikke at forstyrre pendlere mere end højst nødvendigt har vi valgt at lægge de største arbejder i weekender og omkring helligdage, hvor der typisk er færre passagerer i togene," siger Lars Blædel Riemann.
Banedanmark sørger løbende for at holde beboere tæt på banen orienteret om eventuelle omkørsler eller støjende arbejder. Togpassagerer mellem Aarhus og Langå opfordres desuden til at holde sig opdateret i Rejseplanen.
Læs mere om hastighedsopgraderingen og sporfornyelsen Aarhus-Langå
Læs mere om elektrificeringen mellem Aarhus, Aalborg og Aalborg Lufthavn
FAKTA:
Følgende arbejder udfører Banedanmark mellem Aarhus og Langå
i foråret, sommeren og det tidlige efterår 2022:
· Udskifter cirka 85 kilometer skinner
· Udskifter sveller på cirka 85 kilometer
· Udskifter 11 sporskifter og forlænger levetiden på seks andre
· Udskifter og renser cirka 70 kilometer ballast, som er skærverne i sporet
· Anlægger ny sporkasse over en strækning på cirka 15 kilometer
· Nedlægger tre overkørsler og etablerer tre nye broer i Favrskov Kommune
· Gennemfører afvandingsarbejder, dæmningsudvidelse og kontrabanketter
I disse perioder vil projektet medføre, at togene bliver erstattet af togbusser:
· 1.-4. april (weekend)
· 8.-19. april (i forbindelse med påske)
· 20. maj - 7. juni (ugen før Kr. Himmelfart til og med pinsen)
· 19.-22. august (weekend)