Slut med corona-restriktioner i toget

Fra 1. februar er det slut med corona-restriktioner i toget.

Efter indstilling fra Epidemikommissionen bliver de gældende corona-restriktioner i toget ophævet fra den 1. februar 2022. 

Dette skyldes, at COVID-19 efter den 5. februar 2022 ikke længere bliver kategoriseret som en samfundskritisk sygdom.

”Det er en stor dag, hvor vi nu kan fjerne restriktionerne i den kollektive transport og ved køreprøver. Heldigvis har Omikron vist sig ikke at presse sundhedsvæsnet så voldsomt, og derfor er COVID-19 ikke længere klassificeret som en samfundskritisk sygdom. Det betyder, at vi kan vende tilbage til normale tilstande bl.a. i den kollektive transport. Det er rigtig glædeligt. Jeg vil dog stadig opfordre til at huske de gode vaner om hygiejne og afstand, når det er muligt”, siger transportminister Benny Engelbrecht.

Dermed ophæves fra den 1. februar 2022 både kravet om mundbind eller visir i toget og på perronerne og kravet om coronapas og pladsbillet i InterCity-tog og InterCityLyn-tog.

Læs mere på Transportministeriets hjemmeside.