Færdsel på byggepladsen ved Rampen

FARLIG FÆRDSEL AF SKOLEELEVER PÅ BYGGEPLADSEN VED RAMPEN I NÆSTVED
Farlig færdsel af skoleelever på byggepladsen ved Rampen i Næstved I forbindelse med Ringsted-Femern Banen er vi ved at bygge en ny og højere vejbro, som erstatning for Rampen ved Næstved Station.

Desværre oplever vores entreprenør MT Højgaard, at skoleelever krydser hen over byggepladsen på Friggasvej tæt ved Rampen, når de krydser stationen på vej til og fra skole.

De nærmeste skoler er blevet kontaktet med en opfordring om at indskærpe overfor eleverne, at det ikke er tilladt at krydse byggepladsen, og at det kan være forbundet med stor fare at opholde sig på byggepladsen.

Lastbiler og tungt materiale
Friggasvej er af samme grund lukket for gående og cyklister, da vores lastbiler kører frem og tilbage på byggepladsen, og vi hejser tunge materialer med en kran. Der er opsat skilte ved byggepladsen med færdsel forbudt, og når uvedkommende ses på byggepladsen, vil vores entreprenør gøre opmærksom på, at de befinder sig på en byggeplads – og at det ikke er tilladt af sikkerhedsmæssige årsager.

Alternativ rute via Farimagsvej
"Vi har talt med en række nærliggende skoler og bedt dem om at informere eleverne om situationen, og fortælle dem, at de i stedet skal benytte Farimagsvej hen til krydset, hvor de kan gå ad Rampen. Dermed håber vi, at vi ved fælles hjælp kan sikre, at alle skoleelever kommer sikkert til og fra skolen fremadrettet," siger Banedanmark byggeleder Ole Specht.