Nu elektrificeres banen igennem Aalborg

Banedanmark er gået i gang med at elektrificere jernbanen mellem Skalborg og Aalborg Lufthavn. Arbejdet udføres i perioden fra december 2024 til juni 2025.
Elektrificeringen af jernbanen op gennem Jylland er nu nået til Aalborg, hvor det indledende arbejde er gået i gang. Arbejdet med elektrificeringen af banen igennem Aalborg løber frem til udgangen af juni 2025.
Beskæring af beplantning langs banen
Væltede træer og nedfaldne grene kan beskadige kørestrømsanlægget og medføre forsinkede og aflyste tog. Derfor rydder eller beskærer vi bevoksning i op til 10 meters afstand til banen.
Prøvesugning
Vi foretager prøvesugninger, der hvor der skal sætte kørestrømsmaster op. Det gør vi for at afdække jordforhold og nedgravede kabler forud for arbejdet.
Nedramning af fundamenter
I begyndelsen af 2025 starter så nedramningen af de fundamenter, som kørestrømsmasterne efterfølgende skal fastboltes på. Fundering og ramning af betonfundamenter kan desværre ikke undgå at støje og skabe vibrationer.
Nedramning af et betonfundament tager typisk 30 minutter – derefter bevæger vi os videre henad strækningen. Det kan dog tage længere tid, særligt på stationerne hvor fundamenterne skal placeres tættere, eller hvis der er besværlige jordbundsforhold.
Opsætning af kørestrømsmaster
Når ramningen af fundamenter er overstået følger en arbejdsperiode, hvor selve kørestrømsmasterne skal sættes op og monteres, inden vi begynder på ophængning af køretråd på strækningen.
Afslutningsvis foretager vi en række justeringer af banen og kørestrømsanlægget, inden banen er klar til testkørsel og indsættelse af eltog fra udgangen af 2026.
Arbejdet udføres om natten
For ikke at forstyrre togdriften i dagtimerne foregår al elektrificeringsarbejde i nætterne fra søndag aften til fredag morgen i tidsrummet klokken 20.00 – 05.00.
Banedanmark kan desværre ikke angive præcist, hvor vi arbejder på strækningen i de enkelte uger, da vi skal arbejde flere steder samtidig. Derudover skal vi tage hensyn til øvrige projekter på banen samt vejrforhold.
Du kan læse mere om arbejdet med at elektrificere jernbanen i vores folder:
Sådan elektrificerer vi den danske jernbane
Læs mere om elektrificering mellem Aarhus, Aalborg og Aalborg Lufthavn
Se orienteringsbrev til banens naboer om projektet (PDF)

Mød tre kvinder, som digitaliserer jernbanen
I Banedanmark arbejder 1.150 kvinder med vidt forskellige uddannelser, baggrunde og arbejdsområder – fra spor til kontor og trafikstyring. Her kan du møde tre af dem, som på hver sin måde bidrager til, at togene kommer til at køre på det nye digitale signalsystem mellem Fredericia og Padborg i 2027.

Banedanmark fornyer sporene på travl strækning ved Snoghøj
I de kommende måneder arbejder Banedanmark på at udskifte fire sporskifter ved Snoghøj tæt på Fredericia. Arbejdet kan i perioder påvirke både tog- og motorvejstrafikken.

Nye digitale øjne skal overvåge jernbanen
Banedanmark installerer sensorer, der forbedrer overvågningen af jernbanen. Det skal styrke håndteringen af togdriften i ekstremt vejr.

Jernbanen gøres i disse år klar til fremtidens tog
I 2025 arbejder Banedanmark på en række store projekter, der skal forny og opgradere jernbanen, så den kommer i god form og bliver klar til at tage imod de nye tog. Få overblik over dette års store projekter på jernbanen hér.