Tidsplan

Overordnet tidsplan

Arbejdet udføres i tre etaper.

Etape 1
I første etape anlægges tre nye vejbærende broer i Favrskov Kommune. Broerne skal erstatte de nuværende overkørsler på Haarvadbro, Lerbjergvej og Bidstrupvej. Overkørslerne skal nedlægges på grund af hastighedsopgraderingen af strækningen. Arbejdet med anlæg af de nye broer går efter planen i gang i foråret 2020 og strækker sig frem til påsken 2021, hvor overkørslerne efter planen lukkes.

Etape 2
Anden etape er de forberedende arbejder til sporfornyelse og hastighedsopgradering. Arbejdet består i kabelflytning og afvandingsarbejder og går efter planen i gang i sommeren 2020 og strækker sig frem til foråret 2021. Som forberedende arbejde til sporfornyelsen udskifter vi fiberkablerne på strækningen. De nye kabler graves ned uden for selve sporet. Det bliver dermed lettere at komme til kablerne i fremtiden, og risikoen for, at de bliver gravet over i forbindelse med sporarbejder, bliver væsentlig mindre.

Etape 3
Den sidste etape, som også har størst indvirkning på trafikken i anlægsperioden, er udskiftning af skinner, sveller og ballast på den i alt ca. 45 kilometer lange strækning mellem Aarhus og Langå. Arbejderne er planlagt til at starte efter påsken 2021 og afsluttes i efteråret 2022.

I forbindelse med projekteringen viol der komme andre arbejder på strækningen som for eksempel opmålinger, undersøgelsesboringer ligesom vi løbende udfører drifts- og vedligeholdelsesarbejder på strækningen.