Gå ikke over sporet

DET ER LIVSFARLIGT OG ULOVLIGT AT GÅ OVER SPORENE, NÅR BANEDANMARK TESTER DET NYE SIGNALSYSTEM MELLEM ROSKILDE OG KØGE.

Banedanmarks vagter ved overkørslerne oplever desværre, at flere ignorerer advarslerne og passerer spærringer og krydser sporene under testweekender på strækningen Roskilde-Køge. Det er ikke alene ulovligt, men også livsfarligt, da der kører testtog med op til 120 km/t. Overtrædelse vil medføre politianmeldelse.

"Vi ved godt, at weekendspærringerne skaber besvær for de borgere, som skal gå, cykle eller køre en omvej. Men det er yderst farligt at passere sporene, når vi kører tests. Vi kører nemlig med flere tog, som kører op til 120 km/t. Dermed går der kun få sekunder, fra du ser toget, til det passerer dig," siger sektionschef Bagher Ghias Haddadan, Banedanmark og fortsætter: 

"Spærringerne fortsætter i udvalgte weekender frem til maj, hvor vi forventer at tage systemet i brug. De skyldes, at Banedanmark ruller et nyt digitalt signalsystem ud. Systemet vil skabe færre forsinkelser for passagerne." 

Overkørsler lukket fra fredag til mandag

Spærringerne er helt som hidtil fra natten til lørdag frem til mandag morgen, hvor:

• Overkørsler spærres fra fredag kl. 23.00 til lørdag kl. 9.30

• Overkørsler åbnes fra lørdag kl. 9.30 til lørdag kl. 16.30

• Overkørsler spærres fra lørdag kl. 16:30 til mandag kl. 06.00.

Kommende weekendspærringer
Vi forventer at spærre overkørslerne i disse weekender: 

• Uge 6 (9.-11. februar)
• Uge 9 (2.-4. marts)

Der tages dog forbehold for ændringer. Vi opdaterer løbende vores hjemmeside med seneste nyt.

Vi lukker følgende jernbaneoverkørsler
• Kamstrupvej, 4000 Roskilde
• Salløvvej, 4621 Gadstrup
• Hovedgaden, 4622 Havdrup
• Nauerbjergvej, 4622 Havdrup
• Østergade, 4623 Lille Skensved

Togbusser i stedet for tog
Tests er lagt i weekenden af hensyn til togtrafikken. DSB indsætter togbusser i forbindelse med spærringerne. Se mere på rejseplanen.dk.

Vi beklager de gener, arbejdet har for dig. Vi gør, hvad vi kan for at mindske generne. Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på signalsystemer@bane.dk.