Status på støjskærmene
Banedanmark gik i efteråret 2019 i gang med at montere støjskærme langs med Den nye bane København-Ringsted. Der er i alt ca. 2 km støjskærme, som skal opsættes fordelt på seks steder. En del af arbejderne vil foregå om natten under natspærringer på den nye jernbanestrækning.
Nogle af arbejderne kræver sporspærringer og udføres derfor i aften- og nattetimerne under sporspærringer i et eller begge spor. Planlægningen foregår løbende, da arbejderne skal passes ind i sporspærringerne på den nye jernbane.
Vi arbejder i døgndrift
I perioden fra den 23. november til den 29. november 2019 er begge spor på Den nye bane spærret. I denne periode kommer Banedanmarks entreprenør til at arbejde intensivt med montage af skærmene på de enkelte lokationer. Det betyder, at aften og nat også kan blive taget i brug.
Du vil som nabo opleve støj, når vi sætter fundamenter til støjskærmene, arbejder med diverse maskiner samt støj i forbindelse med materialeleverancer, der transporteres med lastbiler eller arbejdstog på skinnerne.
Her monterer vi skærmene
Banedanmarks entreprenør opfører støjskærme på følgende steder:
- Solrød Bæk (visuel skærm)
- Karlslunde Rasteplads Vest
- Cementvej ved McDonald’s
- Køge ved frakørsel 32 (trykskærm mellem cykelstien og jernbanen)
- Søhøj
- Fjællebro
Desuden opfører Banedanmark i løbet af efteråret 2019 i to støjskærme i Ringsted - ved Jernbanegade samt vest for parkeringspladsen ved Ringsted Station.
Du kan holde dig opdateret om tidsplanen for de enkelte steder her på siden. Da vi i nogle tilfælde inddrager arealer fra cykelstier, veje og p-pladser, beder vi dig holde øje med skiltningen lokalt. De sidste arbejder med skærmene forventes udført i løbet af foråret 2020.
Vi beklager generne og håber på din forståelse, mens arbejdet står på.