Vi arbejder hele sommeren med den nye bane til Aalborg Lufthavn

Den omfattende etablering af den nye bane til Aalborg Lufthavn er fortsat i fuld gang. De næste par måneder skal vi bl.a. sænke jernbanesporet under Viaduktvej, etablere nyt dobbeltspor, udskifte blødbund på strækningen fra Viaduktvej til kolonihaveområderne, renovere brofundamentet til Viaduktvej samt opbygge det nye jernbanespor. 

Sporspærring og tog-busser
Vi spærrer banen af sikkerhedsmæssige årsager og fordi vi skal arbejde direkte i selve sporet. Mellem Aalborg og Brønderslev er banen totalspærret fra 10. juli – 21. september. I perioden 28. juni – 10. juli er enkelte afgange aflyst, men primært i aftentimerne. Der indsættes tog-busser, som erstatning for tog i de nævnte perioder. Tjek altid rejseplanen for information om trafikken.    

Natarbejde og støj
I lange perioder arbejder vores entreprenør i døgndrift, og der vil være både støj, støv og vibrerende arbejde. Vi prøver at placere de mest støjende aktiviteter i dagtimerne, men desværre undgår vi ikke, at der også kan være støj om natten, når vil fx laver betonstøbning, som skal udføres i en samlet proces, eller hvis der opstår uforudsete forhold, kan det blive nødvendigt at fortsætte arbejdet i aften- og nattetimerne. Vi beklager eventuelle gener arbejdet for naboer til banen, og vi håber på din forståelse mens vi bygger fremtidens jernbane.

Viaduktvej spærres for biltrafikken i en periode
I forbindelse med sænkning af eksisterende jernbanespor skal fundamentet til broen, der fører Viaduktvej over jernbanen, ændres. Broen er derfor spærret for trafik med biler, lastbiler og motorcykler i perioden 10. juli kl. 08.00 – 2. august 2020 kl. 20.00. Tung trafik omdirigeres med skiltning via Høvejen. Broen vil være åben for gående, cyklister samt knallerter.  

Perronovergang
Den nuværende overgang mellem perron 1 og 2 på Lindholm Station lukkes af sikkerhedsmæssige hensyn. Der opstilles i stedet for en midlertidig gangbro. Mens vi arbejder med etablering af den midlertidige gangbro, vil det være muligt at komme fra perron 1 til perron 2 via en 2,50 meter bred passage. Der kan dog forekomme korte perioder, hvor passage ikke er mulig på grund af arbejdskørsel. 

Tjek Rejseplanen
Skal du rejse med tog anbefaler vi, at du tjekker Rejseplanen.dk, da jernbanen er spærret i de oven nævnte perioder.