Opgradering af Hillerød Station

Banedanmark har i samarbejde med Region Hovedstaden, DSB, Movia, Lokalbanen samt kommunerne Hillerød, Gribskov, Fredensborg, Halsnæs og Helsingør undersøgt muligheden for at opgradere Hillerød station, så der bliver mulighed for at forlænge Lokalbanens nordlige linjer fra Helsingør, Gilleleje og Tisvildeleje fra Hillerød til den nye station Favrholm.

Favrholm kommer til at ligge ved det kommende Hospital Nordsjælland syd for Hillerød. Ombygningen af Hillerød Station skal, hvis den bliver besluttet, stå færdig omkring åbningen af det nye hospital.

Bedre forbindelse for lokalbanens tog

Der kan enten laves gennemkørsel for alle lokalbanetog eller alene laves gennemkørsel for Frederiksværkbanens tog. Det giver samtidig mulighed for direkte samdrift mellem Lokalbanens sydvestlige linje, Frederiksværkbanen, og de nordlige linjer. 

Desuden opnås den fordel, at lokalbanens tog ikke længere behøver køre på tværs af S-togsporene når de fra Frederiksværkbanen skal til og fra værksted eller skal opstilles.

Med lokalbanens nuværende køreplan vil der i fremtiden skulle køre op til 6 tog pr. time i hver retning igennem Hillerød Station til Favrholm. Med regionens visionsplan for lokalbanens fremtidige udvikling vil der være op til 8-9 tog pr. time i hver retning. 

Beslutningsgrundlag for opgraderingen

Banedanmark er ved at udarbejde beslutningsgrundlag for projektet. Beslutningsgrundlaget forventes offentliggjort i løbet af sommeren 2021.

Find mere information