Kapacitetsudvidelse Aalborg - Hjørring

Banedanmark udvider kapaciteten på jernbanen i Nordjylland ved at anlægge dobbeltspor i Lindholm og Hjørring.

Kapaciteten på strækningen mellem Aalborg og Hjørring er ved at være opbrugt, og i forbindelse med en lokal overtagelse af regionaltogsbetjeningen er der ønske om at intensivere driften. Desuden er der ønske om at indføre nye direkte togforbindelser fra Aalborg til Hirtshals og Skagen for at skabe bedre sammenhænge i den lokale trafik. Strækningen er desuden vigtig for den fremtidige godstrafik. Samtidig skal der være plads til at opretholde lyntogsforbindelser til Frederikshavn.

Passager- og godstogstrafikkens udvikling i Nordjylland er begrænset af den nuværende banekapacitet på såvel Banedanmarks strækning mellem Aalborg og Hjørring som regionens strækning mellem Hjørring og Hirtshals, der begge er enkeltsporede.

For at tilgodese alle behov vil det være en fordel at sikre en langsigtet udbygning af kapaciteten mellem Aalborg og Hjørring samt videre til Hirtshals, f.eks. ved korte strækninger med dobbeltspor og/eller krydsningsstationer.

En række forskellige løsningsmuligheder for at forbedre kapaciteten har været undersøgt, og det er blevet politisk besluttet at anlægge 750 meter dobbeltspor i Lindholm og 700 meter dobbeltspor i Hjørring. Begge steder arbejdes med at forlænge de eksisterende krydsningsstationer, og ved Lindholm undersøges om kapaciteten kan udbygges ved at anvende dele af banen til Aalborg Lufthavn som dobbeltspor.

Togbetjening

Det nye betjeningskoncept som Nordjyske Jernbaner A/S arbejder på at indføre vil betyde flere passagertog pr. time. Den endelige køreplan er endnu ikke fastlagt.

Kort over den valgte løsning for dobbeltspor ved Lindholm nord for Aalborg

Oversigtskort over nyt spor ved Hjørring