Kapacitetsudvidelse Aalborg - Hjørring

Banedanmark udvider kapaciteten på jernbanen i Nordjylland ved at anlægge dobbeltspor syd for Hjørring Station. Kapacitetsudvidelsen er nødvendig for at opnå tilstrækkelig robusthed og punktlighed i trafikafviklingen, herunder af landsdelstrafikken og godstrafikken.

Kapaciteten på strækningen mellem Aalborg og Hjørring er ved at være opbrugt, og i forbindelse med en lokal overtagelse af regionaltogsbetjeningen er der ønske om at intensivere driften. Desuden er der ønske om at indføre nye direkte togforbindelser fra Aalborg til Hirtshals og Skagen for at skabe bedre sammenhæng i den lokale trafik. Strækningen er også vigtig for den fremtidige godstrafik. Samtidig skal der være plads til at opretholde lyntogsforbindelser til Frederikshavn.

Passager- og godstogstrafikkens udvikling i Nordjylland er begrænset af den nuværende banekapacitet på såvel Banedanmarks strækning mellem Aalborg og Hjørring som på regionens strækning mellem Hjørring og Hirtshals, der begge er enkeltsporede.

For at tilgodese alle behov er det en fordel at sikre en langsigtet udbygning af kapaciteten mellem Aalborg og Hjørring samt videre til Hirtshals, f.eks. ved korte strækninger med dobbeltspor og/eller krydsningsstationer.

Der er gennemført en undersøgelse af mulige løsninger for at forbedre kapaciteten på strækningen, og der er taget politisk beslutning om at anlægge 700 meter dobbeltspor i Hjørring.

Dobbeltsporet ved Hjørring anlægges i 2024 med det nye signalsystem (ERTMS). Det var oprindeligt planlagt, at dobbeltsporet ved Hjørring skulle anlægges i 2020 samtidig med dobbeltsporet ved Lindholm. I stedet forventes detailprojektering, ekspropriation og ledningsomlægning gennemført fra 2021-23.

Anlægsarbejderne ved Lindholm er gennemført, og jernbanen er taget i brug den 21. september 2020. Projektet ved Lindholm er udført samtidig med og i samme entrepriser som den nye bane til Aalborg Lufthavn. Grundet Signalprogrammets reviderede udrulningsstrategi er det sket med eksisterende sikringsteknologi og med senere udrulning af det nye signalsystem (ERTMS).

Oversigtskort over nyt spor ved Hjørring