Bro over banen i Lerbjerg

I 2022 fornyer Banedanmark sporene mellem Århus og Langå, og samtidig bliver banen gjort klar til, at togene kan køre med højere hastighed. Vi skal derfor nedlægge jernbaneoverkørsler, der er på strækningen. 

Ved Lyngåvej bliver overkørslen erstattet af en bro over banen. Broen bliver opført i beton ca. 80 meter vest for overkørslen. Samtidig etablerer vi en venstresvingsbane på Hadstenvej og en vendeplads nord for banen, og en sti fra den eksisterende Lyngåvej til det nye vejforløb. Arbejdet går i gang i foråret 2021. Den nye bro forventes klar i sommeren 2022.

Vores entreprenør begynder at være synlige fra den 3. maj 2021, når en varslet ekspropriation er gennemført. De berørte borgere er orienteret.

Hvad skal vi lave

I perioden fra den 3. maj til den 12. maj indrettes byggepladsen med skurby og depotplads.

I perioden fra den 12. maj til den 17. maj, hvor vi arbejder i døgndrift skal vi bl. a. udføre nedenstående:

  • Opsætte skærm mod banen
  • Udgravning for midlertidige stillads fundamenter
  • Opbygge stillads
  • Flytte rør og kabler
  • Flytte signaler.

Gener

I perioden fra den 19. maj og ca. 3 måneder frem anbringer vi pæle i jorden. Dette arbejde vil foregå i dagtimerne på hverdage. Der er tale om et stort og tungt arbejde, som desværre ikke kan udføres uden gener for naboer til arbejdet.